Raistlin Majere's beskrivelse Raistlin blev født i Solace i år 326 sammen med sin tvilling og var fra fødslen allerede svækket. Der var ikke store chancer for at han ville overleve. Men Kitiara, hans ældre halvsøster kæmpede for at han skulle overleve. De var meget overladt til dem selv under deres opvækst. Deres far havde travlt med sit arbejde, som brændehugger. Deres mor var blevet underlig af sin medfødte gave,magien, hun sad det meste af tiden i trance og oplevede vidundere som hendes magi havde skabt, men som hun ikke kunne styre.
Der gik 6 år, hvor Raistlin ofte var syg, han var også født med gaven, en arv fra sin mor. Så hans udvikling gik ikke så hurtigt som de andre børn, hans tvilling voksede derimod hurtigt. Det var mest deres ældre halvsøster,kitiara, der opfodrede dem. Antimodes, en hvidkåbede mager der tit rejste rundt og ledte efter nye magiudøvere, han var på vej til troldmændenes konklave, da han på sin vej stoppede i solace, for at overnatte. Oppe i kroen sad han så og spiste, da den da 13 årige kitiara kom ind og spurgte om han var en troldmand, og at hun kendte en der ville være troldmand. Antimodes mødte Raistlin, og så straks at der var noget magtfuldt over den lille dreng. Han optog så Raistlin på en troldmandsskole, hvor Theobald var lærer. Fra første færd var Theobald mistroisk overfor den unge dreng, som han selv sagde hvordan lærer man en noget der ved mere end læren.
Magien strømmede igennem dem som af guderene havde fået denne gave. Problemet var bare at kontrollere denne strøm, at få sagt ordene der kunne skabe ting på den rigtige måde. Hans mor havde aldrig lært dette, og det blev hendes dødssynd. Raistlin vidste alt det med ordene hvordan de skulle udtales, men det han manglede var at kontrollere det, det var det han skulle lære.
Antimodes kom lidt senere ind på skolen, alle eleverne var dovne og skrev ordene forkert undtagen raistlin, det viste sig senere at de andre drenge var sendt på skolen, fordi deres forældre ikke vidste hvad de ellers skulle med dem. Det vidste Antimodes godt, der var ikke mange der fandt magistudiet godt. De skulle egentlig se det mystiske og frygte magien, men fandt det i stedet nedværdiende. Raistlin var dog anderledes, og de andre drenge drillede ham for det, men han ignorede det og græd for sig selv, hvis han overhovedet græd. Det chokerede Antimodes at høre dette fra en 6-årig dreng. Allerede som 6-årig var der magt i hans øjne. Antimodes havde set Kitiara med nogle landstrygere, og Raistlin og Caramon var tilbage alene. Raistlin havde lige før mødet med antimodes lært nogle tricks af en illusionist der besøgte byen, og Caramon troede det var rigtigt. Det mest spændende ved dette møde var dog da Antimodes spurgte om Raistlin elskede hans bror, hans svarede "selvfølgelig"( de var jo tvillinger)mens han kiggede på Antimodes dette blik fik ham helt ude af fatning, det var som at blive ramt af en dolk. Antimodes gik igen, men ville aldrig nogensinde glemme det blik.
Familien majere fik i denne tid besøg af en enke der hed Judith, hun hjalp moderen, og fik hende nogle gange ud af sin trance, så hun blev en del af familien, til Raistlins misfornøjelse. Der gik nogle år og da de var 13 var caramon allerede vokset meget, stor stærk, smuk, faktisk meget stærkere end andre på hans egen alder, mens Raistlin stadig var lige tynd. Men til gengæld var han den kloge del, når Caramon legede stratetiske lege tabte han altid, medmindre Raistlin var der og kunne give ham mentale strategier, så de var meget afhængige af hinanden. Caramon mest, så han adlød Raistlins mindste vink.
Raistlin blev som sagt drillet, men det pinte ham nu ikke så meget, for så var han dog sammen med dem. Senere i Raistlins barndom frygtede de andre børn ham, og de fandt det ikke sjovt at drille ham. Nu var han overladt til sig selv. En dag skulle 3 af eleverne til en test for at se om de var født med gaven. Gaven var tildelt fra de 3 guder 3 brødre Solinari, Lunitari oog Nuitari magiens 3 børn. ( Alle guderne var født med magi stærk magi, men det var kun de 3 førnævnte der udnyttede og brugte det rigtigt, så derfor blev deres evner så meget stærkere).Troldmandslærerne forsøgte at forklare at månerne influerede på magien som de influerede på tidevandet, en Raistlin vidste der var noget andet ved det. Testen gik blot ud på at de 3 elever skulle skrive I magus på noget papir, hvis de havde gaven ville der ske noge, hvis ikke så ikke noget.
Raistlin begyndte at skrive og skælvede hele hans liv afhang af dette ord blev det skrevet lidt forkert var alt tabt. Han bad til magiens guder af hele sit hjerte. Lyset over hans hoved begyndte at skinne og delte sig så i 3 nye. Raistlin kiggede ind i globerne og Raistlin så 1 skikkelse inde i hver globe, det var magiens 3 guder, der havde holdt øje med ham fra deres måner. De spurgte med om han var indforstået med deres regler om at han skulle tilbede dem og kun dem, og sætte alt andet lavere end det. Han havde sit første møde med guderne. Lyset blev mindre og var til sidst kun som et øje med hvid kant rød iris og sort pupil.
De andre 2 elever og deres mester kiggede måbende på Raistlin, de troede han var syg. Han sagde ordet højt han havde skrevet, og pludseligt begyndte bogstaverne at gløde og brænde op, de andre i lokalet var målløse, og mesteren sagde det senere til magiens konklave og Par-Salian skrev det i sin bog der skrev om alle troldmændene på Ansalon. Guderne gav han hjælp mod at han ikke skulle miste troen på dem, ellers ville de miste troen på ham. Raistlin begyndte fra den dag af at tilbede magien, den var over alt og skulle være hans sværd mod alt der ville skade ham.
Som 16 årig ville Raistlin prøve at kaste en sove-spell, han skrev ordene ned hundrede af gange men det fungerede ikke, han fik senere at vide af sin mester at han var alt for selvorienteret. Alt magien flyder inde i ham, ikke ud. Når han lærer at opgive noget af sig selv og ikke modtage noget, så vil magien virke.
I en alder af 21 blev Raistlin inviteret af den hvidkåbede ærkemager Par-Salian til at tage Troldmændenes prøve, en prøve som alle troldmænd skal tage for at få adgang til højere spells. Det var specielt designet til at udfordre troldmændene for at si de uerfarne og dårlige troldmænd fra, og en fejl betød døden. Det var den eneste måde, hvorpå troldmændene kunne beskytte deres magi, som er så dyrebare for dem.
Raistlin og Caramon drog så til the Tower of High Sorcery i Wayreth skoven (en speciel skov som kun kunne findes af dem der havde gode hensigter til troldmændenes tårn) Raistlin tog prøven og mødte mange dødelige udfordringer og den sidste udfordring var mødet med en sortelver. Sortelveren kastede en fireball i hovedet på Raistlin lige inden Raistlin dræbte ham, men fireballen fra sortelveren var lige ved at dræbe raistlin, men som det senere forklares døde han ikke, selvom enhver anden normalt menneske ville være død. Caramon kom ilende da han så sin bror lå døende i tårnet, tog ham i sine arme og gik afsted med ham. Raistlin prøvede forgæves at få tvillingebroren til at slippe ham så han kunne færdiggøre sin prøve,eller dø i fred men ligevidt hjalp det, da Caramon sagde at intet var dette værd. Da de gik over det mørke rum mødte de en ny udfordring, da der kom en skyggelignende tingest foran dem en wraith,
Caramon lagde forsigtigt Raistlin på gulvet, og gik imod wraithen. Raistlin kiggede på sin bror og forventede at han ville kæmpe mod den udøde med sværd og skjold, men Caramon tog istedet en magisk stav, som han brugte til at udslynge en "lightning bolt" og ødelagde den udøde. Det gjore Raistlin Rasende, han blev forvirret fordi hans tvillingebror umuligt kunne lære at kaste en så svær formular på et øjeblik. Alt hvad Raistlin havde var hans magi og nu havde tvillingebroren det også. Han spurgte Rasende Caramon hvordan havde lært at kaste en "lightning bolt". Han svarede roligt at det havde han altid vist, men han havde aldrig behøvet det før, takke være hans fantastiske kampevner. Raistlin blev så sur og rasende at han ristede Caramon med en burning Hands spell, han så på mens hans tvillingebror omkom i flammerne, og faldt herefter over i bevistløshed.
Dette er den gængse version af Raistlins test men den rigtige version er skrevet i et andet afsnit, kaldet Raistlins prøve Da han vågnede fik han at vide at hans prøve var forbi, og at den sidste prøve var en illusion, han havde ikke dræbt Caramon, det var Par Salins egen prøve til Raistlin for at prøve at fjerne Raistlins store egoisme og for at lære ham at tænke på andre end sig selv. Det virkede ikke helt efter hensigten, kun en tog det nært, hans tvillingebror.
Raistlin har altid haft et hunger for magt og kundskab og det vidste Par-Salian, så den sidste prøve var hans personlige prøve til raistlin for at prøve at rense hans sjæl for den kundskab, da den både kunne føre ondt såvel som godhed med sig.
Par-Salian var dog tvunget til det, da han i en drøm blev oplyst om at en ære af død ville ramme landet. Guden Paladine kom til ham i en drøm og sagde, at han skulle finde en person der var stærk nok til at gennemskære mørket der ville komme, han valgte raistlin, da han så den magt den unge mand allerede dengang havde.
Raistlin´s skrøbelige helbred var lige ved at få ham til at bugge under, men da han kom ud havde han forandret sig. Hans hud havde fået en mærkelig gyldent skær efter sig, og hans øjne havde fået form som nogle timeglas, hans øjne var blevet forbandet af Par-Salian og de så kun døden, alt for Raistlins øjne visnede mens han kiggede på det selv træerne rådnede for hans blik. På denne måde ville Par-Salian prøve at lære ham medfølelse, men det hjalp ikke.
Men hans gyldne hud stod magerne ikke for, det var p.g.a. han havde indgået en pagt med en ældgammel troldmand, den onde Fistandantilus, der levede på en plan hinsides verdenen og ventede på en krop der kunne huse hans sjæl. Pagten bestod i at Fistandantilus ville hjælpe Raist under prøverne mod at fravriste noget af hans livskraft så han
kunne forblive på denne eksistensplan. Så Raistlin klarede prøven og senere var han med til at besejre mørkets dronning og sende hende tilbage til afgrunden. Det vil være en længere historie der ikke fortælles her, den kan man læse om i krønikerne af margareth weiss.
Troldmændene var delt i 3 grupper, de hvide der stod for godhed, de røde, for neutral, og de sorte for ondskaben. Derved havde guderne fundet ud af, efter en lang strid at der skulle være ballance mellem godt og ondt, hvis en af dem fik overmagt ville det være katastrofalt, som under kataklysmen hvor godheden havde magten og intolerance florede i verdenen, så kom kataklysmen og vægtskålene blev lige igen. Raistlin var i begyndelsen i rød kåbe, symbolet for neutralitetens gud, Gilean,men lige før krigens slutning tog han den sorte kåbe, symbolet på de ondes gud mørkets dronning, og indtog ved krigens slutning magiens tårn i Palanthas. Han kom som det var blevet spået i lang tid som mesteren over fortid og nutid, der var en uhyggelig skov omkring slottet som ingen dødelig turde trænge ind i, men for Raistlin bøjede træerne sig og viste vej.
Fra den Tid begærede Raistlin at blive en gud, som han sagde han ville ikke bare se til mens verdenen gik forbi, han ville forandre verdene og lave den bedre at leve i, det kunne han kun gøre ved at besejre mørkets dronning og træde i hendes sted, troede han. Raistlin havde længe studeret bøger i det sore bibliotek i Palanthas, og læste heri at Fistandantilus fandt ud af hvordan man overskrider tærsklen mellem gudernes og menneskenes verden.Han læste at kun en troldmand af den dybeste ondskab i samhørighed med en præst der tjente det gode kunne åbne denne frygtelige tærksel. At der overhovedet var bygget en sådan tærksel til afgrunden var sket ved en fejl, i gamle dage, da magien blomstrede mere end i Raistlins tid, var der store troldmænd til og de opfandt mange ting. De ønskede at lave noget så de kunne flytte sig hurtigt imellem derees tårne uden at bruge teleportsformularer.
Raistlin fandt denne gode præst i en kvinde, som forelskede sig iham, og han faldt da også for hendes smukke udseende, hendes navn var Crysania, og hun troede at der var en måde, som kunne vende Raistlin mod lyset, men hun blev bare udnyttet af ham til hans planer om at blive gud. Hun hjalp ham med at åbne portalen, og sammen gik de igennem, hun skulle så bane vejen for ham ind til hun selv sank om, hvor hun ville bede ham om at blive hos hende til hun døe, men han ville forlade hende og derefter bekæmpe Takhisis tilhænger, som levede i afgrunden, ind til han til sidst havde klaret dem alle, derefter vil han trække Takhisis ud i den virkelig verden, hvor han ville slå hende og derefter tage hendes plads, hvorefter han siden ville dræbe de andre guder, så han var den eneste tilbage. Det hele gik efter planen, men da han skulle forlade afgrunden, mødte han sin tvilling Caramon, som bar på den døende præst, Caramon var ved et uheld, blevet sendt ud i fremtiden, da de havde skiltes ved portalen, og Raistlin så hvilken verden han ville komme til at få magten over, han gav derfor sin stav til Caramon, mens han selv holdte Takhisis, væk og derefter ville han blive i afgrunden, hvor han ville blive tortureret til døden hver eneste dag af Takhisis, hun ville blive tilfredsstillet af ham, og derved torturere både hans krop og sjæl til han døde. Om natten vil hun så puste liv i hans legeme, men han vil ikke kunne sove, han ville frygte hende, og det første han vil se hver morgen, ville blive hende.
det var den 6.dag af den 6.måned at det hele begyndte, den dag kom Par-Salian, (den daværende højeste ærkemager på kryn)over til Antimodes, hans ven. Par-Salian kom med dårlige nyheder, der var blevet observeret drager, og en meget rig lord Ariakas samlede hære, det bekræftigede hvad Antimodes havde observeret og deres tale faldt på Raistlin, de skulle bruge en der kunne udfordre Ariakas. De havde ikke meget tid, de vidste at det ville tage et stykke tid før denne lord Ariakas kunne træne og kontrolere sine udyr. De vidste at de måtte forhindre det og at den unge mand måtte samle hvad han havde lært. Raistlin var den mest håbefulde unge mager på den tid, han var både klog og meget intelligent men der brændte også en stor lidenskab i ham, en lidenskab om kundskab og magt.
Testen skulle så forberede ham på sig selv og vigtigst af alt den kraft han bærer i form at sin magi. Caramon kunne ikke lide stedet, lige fra han kom prøvede han på at overtale raistlin til at gå tilbage.
Det tog dem over en måned at komme til det højeste magis tårn i Wayreth, de havde fået heste af troldmændene ellers ville det tage meget længere tid. Da de ankom kiggede de andre håbefulde troldmændslærlinge på raistlin, den skrøbelige mager kunne da ikke tage prøven, tænkte de. De gik alle ind i det fantastiske tårn. Det var meget få på krynn der nogensinde havde set tårnet, da det kun var de, som fik adgang af troldmændene, der kunne finde det.
Der var nemlig lagt en fortryllet skov i området, og den skov var aldrig til at finde, det var skoven der fandt de indtrændende. Magernes sal var den mest fascinerende bygning på hele krynn og alle der så det første gang blev helt overvældet. Raistlin kom ind og blev fremstillet til konklaven, for at begynde at høre om prøven, der gik lidt tid før den begyndte .Caramon kunne ikke lide stedet, lige fra han kom prøvede han på at overtale raistlin til at gå tilbage. han fandt at magien ikke var andet end illusioner og tricks, men i magerens hal så han hvor meget magien kunne udrette, at det ikke bare var svindel og humbug. Han frygtede den høje risiko hans tvillingebror ville løbe under prøven.
Raistlin blev sammen med nogle andre håbefulde unge lærlinge ført ind i rummet og en for en blev de andres navne sagt indtil kun Raistlin var tilbage. Han håbede ikke på at det var en fejltagelse, men det var fordi han og caramon var tvillinger, og tvillinger var meget knyttet til hinanden. Så tvillingern plejede at tage prøven sammen, men i dette tilfælde interesserede Caramon sig overhovedet ikke for magi. Raistlin ventede lidt og blev så ført til begyndelsespunktet for sin prøve, mens Caramon blev ført til et rum hvor han kunne se hvad Rasitlin lavede.
Raistlin begyndte testen, han gik ind i en kro, hvor han satte sig og kiggede sig omkring. Han kom i snak med 3 elvere der ville hyre ham til at hjælpe med at "skaffe" nogle spellbooks fra en troldmandsbutik, de fik overtalt ham og de drog til butikken. Bøgerne var nede i kælderen og Raistlin tjekkede døren for magi ved hæjlp af en detect magic spell, ingen magi så de fik hurtigt døren op. DØren førte ned i kælderen, men elverne blev oppe og Raist gik først ned, der var langt ned og pludselig blev der mørkt, og døren smækkede i igen. Raist var bange for at de havde logget ham i en fælde han kunne ikke høre dem, kun en hvisken og så en stemme. Det var en gammel mand rettere sagt en lich, en gammel mand død af krop men sjælen var stærk nok til at kæmpe mod selve døden. Det var Fistandantilus, den gamle mager hvis krop døde for længe siden, men hvis magi var så mægtig at hans sjæl undgik døden. Fistandantilus sagde sit navn og Raistlin kendte ham som den største mager der havde eksisteret, der døde i Zhaman under dværgekrigene. Eller rettere som siges døde. Fistandantilus havde fundet en måde hvorpå han kunne snyde døden, han havde fået en blodsten af mørkets dronning, som han brugte til at suge livskraften fra hans egne lærlinge for at holde sig i live. Alle troede han døde i Zhaman, da han ikke kunne kontrollere sin mægtige magi under krigen, hans formular smadrede hele den fæstning han befandt sig i og dræbte ham. Men han undgik igen døden, ved at inkapsle sin sjæl, ved hjælp af en magic jar spell, og gemme den i en anden dimension, hvorpå han kunne holde øje med de unge troldmænd der tog prøven. Han ville så hjælpe dem mod prøvens farer, mod at de holdt dem i live med deres unge livskraft, og når han var rede ville han bebo deres kroppe og fortsætte sit værk. Alt dette tænkte Raistlin på mens han kiggede på den døende Fistandantilus, der måtte bruge det meste af sin magi på at holde sin krop sammen. Fistandantilus fortalte den sande historie med at han prøvede på at blive en gud ved at besejre Takhisis og sætte sig på hendes trone. Under fæstningen var portalen der gjorde det muligt at træde ind i gudernes verden. Takhisis frygtede ham og ville ødelægge ham, det lykkedes ikke, fordi han allerede havde planlagt hans sjæls flugt til en anden dimension hvor guden ikke kunne ødelægge ham. Hun forsøger dog hele tiden og disse konstante angreb svækkede ham. At de andre der tog testen døde var fordi istandantilus udsugede dem for at holde sig i live, eller at konklaven dræbte dem, af frygt for at Fistandantilus ville indtræde i deres kroppe og fuldføre sin plan. Derfor sagde Raistlin ja, han havde ikke noget valg, frygten for elverne var for stor. Fistandantilus efterlod sin gamle krop og åbnede døren så elverne kunne komme ind. Straks den åbnede sig røg der en ildkugle ned mod Raistlin, han kunne ikke nå at forsvare sig, men ilden røg harmløst mod ham. Han gjore klar til at sende sin spell afsted 5 magiske missiler, elverne grinede af dette primitive våben, men snart holdt de op med det, han sendte ikke bare 5 missiler afsted men masser, elvernes forsvarsformular var ikke god nok og de døde, kogt til døde under det store meteorangreb. Raistlins hud var lige under fireball angrebet farvet gyldent og det var det der havde beskyttet ham. Da Fistandantilus ville have sin belønning, Raistlins livskraft, nægtede Raistlin han var beskyttet mod alt magi, ikke af Fistandantilus´s spell men af sin egen. Fistandantilus måtte vente på sit næste offer, men inden sagde han at bare den mindste revne i den gyldne hud og han ville kræve hvad der var hans, Raistlin ignorered stemmen og fortsatte.
Raistlin nåede op fra kælderen, da han hørte en stemme og blev overfaldet af den sidste elver, de 2 andre var brændt op af hans meteor spell. Det gik så hurtigt så han ikke kune nå at kaste sin magi, Raistlin er ikke så god til at slås med ingenting, han havde intet våben, men erindrede svagt hvordan hans bror sloges uden våben, og gav elveren en mavepuster. De sloges i lang tid hvor Raistlin fik fat i elverens hånd hvor han havde sin kniv, elveren tabte kniven, Raistlin fandt den og jog den ind i elverens mave og sank sammen træt over den hårde kamp. Han var hårdt medtaget og ønskede bare at dø. Han vidste at det var fistandantilus der forsøgte at pine ham for at han skulle nedlægge sit forsvar (sin gyldne hud), Imens han lå der kom Caramon hen til ham for at bære ham væk, han forsøgte at skubbe ham væk men kunne ikke. Caramon sagde at det ikke var værd at dø for, og begyndte at gå med ham i sine stærke arme. De gik lidt hen til udgangen af huset. Imens de gik så de ud af øjenkrogen en skygge komme, det var fistandantilus der ville forsøge igen, Caramon lagde roligt Raistlin fra sig og gik hen imod lichen. Raistlin ventede at se ham kæmpe med sværd og skjold, men istedet tog han og brugte en stav til at udskyde lynkugler fra, der lød et skrig langvejs fra, Fistandantilus blev tvunget til at forlade sin illusionskrop og gå tilbage hvor han kom fra.
Raistlin blev rasende over ar caramon kunne lige pludselig udkaste en formular som han havde brugt år på at lave, han spurgte ham hvordan han kunne det, og Caramon svarede, at det havde han altid kunnet, han havde bare aldrig brug for det på grund af sine gode kampevner med sværdet, men han havde ikke tid til at bruge sværdet.
Det gjore Raistlin meget rasende, mest fordi at det eneste raistlin havde var magien, og nu havde Caramon den også, hans raseri kulminerede i en burning hands spell, der brændte hans bror til aske. Men det var ikke godt han gjore det, for formularen tappede hans sidste krafter og så havde han intet forsvar mod fistandantiluses, der jo ville kræve hans livskraft, den ældgamle mand kom for, at kræve hvad der var hans ifølge deres pagt. Fistandantilus tog sine knoglede fingre hen mod raistlins hjerte og brugte blodstenen for at vriste Raistlins livskraft fra ham. Det gik ikke helt som forventet for Fistandantilus, for Raistlin sugede Fistandantiluses sjæl til sig så de begge var afhængige af hinanden. Døde den ene var der ikke et gemmested for den anden. Fistandantilus kunne intet gøre da blodstenen var begyndt at udsuge noget af Raistlins livskraft. den udsugede livskraft gjore at Raistlins krop var smadret, han havde fået en indre varme, som havde bragt fistandantilus fra død til levende. På grund af Fistantilus´s indblanding kunne Raistlin nu se den sorte måne, Nuitari, der eller var usynlig for alle andre end hans tilhængere Raistlins test var slut, men hvilken slutning, han hvade altid været svag men var nu yderst vakkelvoren kun holdt sammen af hans stærke ånd, der nægtede at overgive sig.
Caramon var ikke død, det var en illusion han havde dræbt, og der var mening med galskaben. Caramon var nemlig mere afhængig af Raistlin end omvendt og ved at se sin tvillingebror dræbe Caramon i en illusion, håbede magerne på at caramon ville gå sine egne veje,men det skete ikke og på grund af fistantiluses indblanding var Raistlin afhængig af sin bror.
Raistlin huskede ikke umiddelbart efter noget fra sin test, kun det som oprindeligt blev fortalt, med at hans ødelagte helbred skyldtes konfrontationen med elveren. Det havde Fistandantilus sørget for, da han vidste at Raistlin, hvis han huskede det, ville hævne sig frygteligt. hvad der gjore at Raitlin ikke døde under testen som de andre er en gåde, måske fik han hjælp fra en af magiens guder, eller måske var han selv mægtig nok til at undgå døden.
Par-Salian vidste at hvis han huskede kunne det blive katastrofalt, han ville selv søge guddommelighed som Fistandantilus, han havde givet raistlin hans timeglasøjne (der så tiden for sine øjne som den gør med alting,alting ville visne og dø for hans forbandede øjne),denne forbandelse skulle lære ham tålmodighed, så hans magi ikke ødelagde hele verdenen. For at bøde på ondskaben gav Par-Salian Magiens stav til Raistlin. Det var det mægtigste magiske våben der eksisterede kun begrænset af dens ejers fantasi, men det ville tage Raistlin mange år at finde ud af det.
Nu havde Par-Salian fået sit våben mod den kommende krig. Ingen af de andre troldmænd ville have noget at gøre med Raistlin, da de viste han var forbundet med Fistandantilus, som de frygtede mest af alt. Så han begyndte at studere alene. Raistlin og Caramon forlod prøven. Nu ventede der dem farefulde eventyr, hvor Raistlin senere søgte at blive en gud.